Efter lukninger og prisfald: Grænsehandelsgigant rundede syv milliarder
Et spritnyt regnskab fra det øverste selskab i den danskejede grænsehandelsgigant Fleggaard viser en begrænset fremgang i salget.
Konglomeratet Fleggaard Holding rummer både de velkendte grænsekæder, Fleggaard med i alt seks butikker og Calle med syv butikker, men dertil også et antal andre aktiviteter.
I det seneste regnskabsår, der sluttede med udgangen af september 2024 nåede omsætningen i det overordnede holdingselskab for første gang at passere syv milliarder kr. - med en fremgang på 100 millioner til 7,09 milliarder kr.
Driftsresultatet steg med 18 millioner kr. til 407 millioner kr., men tilbage på bundlinjen var der lidt mindre end året før - 237 millioner kr.
Det er andet år i træk med tilbagegang i overskuddet. Denne gang dog kun med 10 millioner kr.
Det fremgår ikke, hvordan Fleggaards detaildivision med Calle og Fleggaard har klaret sig, men i årsrapportens ledelsesberetning står der om kæderne, at "Fleggaard /Calle har aflagt et tilfredsstillende resultat for regnskabsåret 2023/24".
- Hovedoverskriften for regnskabsåret 2023/24 i Fleggaard/Calle var implementering af en ny salgs- og prisstrategi. Ét af initiativerne i strategien var en omfattede prisjustering, hvor 4.000 varer blev sat ned i pris på tværs af kæderne. Dette blev markedsført massivt, skabte stor mediebevågenhed og ekstra travlhed i butikkerne. Marketingkampagnerne blev suppleret med en række events i butikkerne i forbindelse med sommerens store sportsevents, bl.a. EM i Tyskland, skriver man.
Til Finans siger Jens Klavsen, som adm. direktør i Fleggaard Holding, om pristiltaget:
- Det koster på indtjeningen, men vi kan se, at det virker i forhold til både flere kunder og større volumen i salget. Vi må selv betale en pæn del af dette, da leverandørerne i en tid med prisstigninger ikke reducerer deres priser. Men for os er det afgørende at vokse på den måde, så vi tror på strategien.
Mens pris-satsningen må betegnes som et offensivt træk, lukkede Fleggaard også både en almindelig grænsebutik og et par færgebutikker i regnskabsåret.
- Som en del af salgsstrategien blev butiksstrukturen ligeledes tilpasset i løbet af regnskabsåret. Dette skete med henblik på at kunne tilgodese kundernes præferencer som i højere grad går mod større butikker, skriver Fleggaards ledelse.